# Pseudoarbejde: Hvordan vi fik travlt med at lave ingenting
Småvittig bok om hvordan meningsløse og overflødige jobber og intetsigende arbeidsoppgaver infiserer arbeidslivet. Temaet er mer interessant og morsomt behandlet i boka Bullshit Jobs: A Theory, som også deler _Pseudoarbejde_s (dårlige) forslag til løsning på problemene, nemlig borgerlønn.
— “I dag vil en væsentlig del af arbejdsstyrken have alvorligt vanskeligt ved at forklare deres børn, hvad de rent faktisk laver, når de går på arbejde. Videnssamfundet skabte en række funktioner og nicher, som for blot få år siden var totalt ukendte. Stabsfunktioner som human ressource, kommunikation, marketing, salg, forretningsstrategi, CSR, compliance, IT, innovation, research and development, supply chain, account management, procurement, learning office, compensation, quality assurance, auditering, branding, revision, shared service, projektstyring, mobility, business development samt en række konsulenter i change management, lean, market growth, læring, mangfoldighed, kulturel intelligens, performance management og personlighedsprofilering, rekruttering og headhunting. Læg dertil en offentlig sektor med en række funktionærstillinger i administration, sagsbehandling, kvalitetssikring, akkreditering og meget mere. Der er med andre ord fundet masser af pladser i statslige og private organisationer, der kan rumme de nye kloge medarbejdere. Arbejde er der tilsyneladende stadig nok af.”
Problemene er de velkjente: Målemani, dokumentasjonsmani, møtemani, planleggingsmani, tellemani, og dårlig ledelse.
Forfatterne forsøker tidvis å forklare hvordan irrasjonelle jobber kan være resultat av tilsynelatende rasjonelle avgjørelser:
—“For eksempel virker det i en kommunikationsverden rationelt at kommunikere hele tiden. I en auditerings- og kontrolverden virker det rationalt at kontrollere. Og i en markedsverden virker det rationelt, at ting og ydelser skal udbydes på et marked. Den, der gør det rationelle, gør det, der i systemet generelt fører til succes. Rationaliteterne er altså en slags spilleregler, der afgør, hvem der har bedre chancer for at klare sig godt. Individerne vil derfor ofte ikke bare spille efter rationaliteterne, men også styrke dem ved at bruge dem.”
Andre ganger er unødvendig arbeid et resultat av loven om at arbeidsoppgaver fyller den tid som er satt av til de:
— “Kun en tåbe frygter ikke en HR-medarbejder med for meget tid”
Mye av dokumentasjonsmanien skyldes at byråkratisering gjøres for å ha noen å skylde på
— “Jeg kender ingen, der tror, det virker, men man har gjort det, som blev forventet. Når byrådet så kommer til kommunaldirektøren og spørger, hvorfor sygefraværet er så højt, så kan han sige, at han har lavet en sygefraværspolitik, og hvis den ikke virker, så må det være, fordi der er nogen, der ikke har fulgt den. Så er det ikke kommunaldirektørens skyld længere, og så har han skubbet aben lidt længere ned i systemet.”
I følge Nørmark og Jensen er mye av veksten i pseudoarbeid er skapt av tilbudssiden, det vil si økning i antall personer med pseudoutdanninger:
— “En væsentlig grund til, at der kommer så meget pseudoarbejde, som både Toke og Jonas mere end antyder, synes at være, at vi overuddanner folk, der så skal have noget at lave. Hvis vi har en masse mennesker, der er uddannet i kontrol, sikring og administration, ja så får de talt kontrol, sikring og administration frem, og så skal der måles. Hvis vi uddanner mange kommunikationsfolk, skal der være kommunikationsstrategier.”
Pseudoinvolvering er også en kilde til unødvendig arbeid
— “Positivitet er pseudoinvolvering En ting er inklusionsfedmen. Noget andet er, at inklusionens positivitet kan dække over en negativitet, nemlig at nogen bestemmer. Louise betegner den slags som „legitimeringsøvelser.“ „Det handler om at vende nogle ting med folk for at sikre dig, at du har involveret dem. Så kan de ikke være imod eller sige dig imod på et senere tidspunkt. Det går der en del tid med også. Nogle gange bruger jeg tid på at involvere folk i beslutninger, jeg godt ved er taget, og så er det jo ret pseudoagtigt, for næsten ligegyldigt, hvad de siger, så kommer det ikke til at påvirke noget. Men det er jo politik.“ Louise mener, at pseudoinvolvering er et særligt nordisk fænomen. „Der er meget godt at sige om den nordiske ledelsesstil, men nogle gange kan man godt nok også mangle, at chefen bare kan tage en beslutning. For det kan brede sig det her med, at en stor kreds af mennesker skal føle, at de har ret til at blive involveret i et eller andet omfang, førend nogen til sidst må bestemme noget. Så den her nordiske model for ledelse er også nogle gange sindssygt tidskrævende.“ I hvert fald løber den panden mod pseudoarbejdets mur, når folk kun tilsyneladende har indflydelse på beslutningen, som Louise beskriver det. Så bliver det en pseudoøvelse, en skinmanøvre, der bare tager tid, fordi ledelsen allerede har taget en beslutning om sagen. „Vi har hierarkier i Danmark, vi er bare ikke altid så glade for at bruge dem,”
En annen kilde til pseudoarbeid er planlegging og strategier, som ofte utarter seg til papegøyeritualer:
— “Julie oplever, at embedsmændene udmærket ved, at målplanerne er en pseudoøvelse uden indhold, og at målene er opfundet ud af det blå, men „de forklarer sig med, at det jo er noget, politikerne gerne vil have. Engang prøvede embedsmændene at hjælpe os og spurgte, om vi ikke kunne ringe til Mellemfolkeligt Samvirke, som åbenbart havde lavet nogle resultatmål, der var lige i skabet på det tidspunkt. Men da vi så ringede til dem, sagde de, at de havde planket deres mål fra Dansk Handicapforbund, de var nemlig i sin tid blevet anbefalet at kontakte dem, da de heller ikke selv kunne finde på noget“. Julie begynder at grine over billedet af en sortbørshandel af „gode formuleringer“, der skifter hænder mellem organisationer og bruges til at lirke kasser op i Udenrigsministeriet.”
Dårlig ledelse skyldes at business schools utdanner en hær av ledere som tror de kan lede en hvilken som helst organisasjon, og at fagkunnskap er underordnet.
— “skyldes det lag af ledere og mellemledere uden faglig baggrund, der er blevet skudt ind imellem de faglige medarbejdere og den politiske top. Det er et administrativt lag uden forståelse for den faglige kvalitet i det område, de har ansvaret for. Derfor administrerer de efter det, som de kan forstå, kvantificere og overskue, og som de ifølge deres kontrakt har som primær opgave og af politikerne er bestilt til: budgetstyring.”
Lederklassen ønsker Nørmark og Jensen kutte drastisk i:
— “Generalisterne derimod skal fyres. Økonomer og jurister skal holde styr på økonomi og jura og skal så vidt muligt ikke ophøjes til ledere, medmindre de skal lede andre økonomer og jurister eller lede organisationens økonomi eller juridiske afdeling. Og psykologerne skal blive i terapirummet. At være menneskeleder betyder ikke, at man psykisk intimbefamler sine medarbejdere.”
bookshelves: e-books, politics, management, job_related, dansk_sakprosa